Velkommen til Råd Om Golfudstyr Fra Golfit.dk.
Vi håber rådene hjælper dig, og skulle du få lyst at se vores golfudstyr til lave priser, se venligst i menuen ovenfor.
Stålskaft eller grafitskaft?
Stort set alle herre jernsæt fås med stålskafter, og mange fås også med grafitskafter.
Grafitskafter er lettere og kan med fordel anvendes af spillere, der ar en relativ lav svingspeed, og derfor ønsker maksimal hjælp til at få længde og højde på slagene. Derfor har alle sæt til kvinder grafitskafter.
Alle køller (driver, fairway og hybrid) har grafitskaft.
Længden på skaftet
Erfaringsmæssigt er det således, at mænd med en højde på ca. 170-186 cm, skal have standardlængde.
Er du lavere, kan mange jernsæt og køller bestilles med skaft, der er kortere, og er du højere, kan de bestilles med skaft, der er lidt længere. Kontakt os for at høre nærmere på info@golfit.dk.
De seneste år har de såkaldte ”one length jernsæt”, hvor alle jernene har længde som et 7-jern opnået en vis popularitet, især fordi spillere oplever, at de lettere kan styre jern, der ikke er så lange. Dette betyder også, at er du høj, skal du ikke nødvendigvis have ekstra lange jern og køller, fordi de er sværere at styre.
For kvinder gælder, at der desværre ikke er så mange sæt, der kan fås med forskellig længde. Derfor anbefales standard damelængde som udgangspunkt til kvinder op til 170 cm i højde, og kvinder derover kan overveje herresæt med grafitskafter i stedet.
Skaftets flex
Skaftets flex (stivhed) er vigtig at have korrekt. Der findes følgende følgende muligheder:
Ladies flex – standard i alle damesæt og køller. Passer til ca. 90-95% af kvindelige spillere
Senior flex – mulighed i nogle sæt og køller. Passer til ældre spillere med lav svingspeed
Regular flex – standard i alle herresæt og køller. Passer til ca. 80-85% af alle herrer
Stiff flex – mulighed i mange sæt for en gruppe spillere med høj svingspeed (4-5% af spillere)
X-stiff flex – mulighed i en del sæt for få spillere med ekstrem høj svingspeed (2-3% af spillere)
Hvornår skal man have noget andet end Regular flex?
Du kan bruge følgende guide.
Den er baseret på måling af, hvilket jern/kølle, du skal bruge for at få bolden til at flyve 135m uden med- eller modvind og uden højdeforskel.
Det er uden efterfølgende hop og rul, og det er vigtigt, fordi mange spillere vurderer deres slaglængde efter, hvilket jern de f.eks. bruger på et par 3 hul af en vis længde. Men det er som regel baseret på, at bolden hopper og ruller efter nedslaget, og den længde, vi skal bruge her, er den rene flyvelængde (den såkaldte ”carry”), der således er kortere.
Det er også vigtigt at sige, at det er længden med et nogenlunde godt ramt slag, der er tale om. Ikke den absolut maksimale længde, du kan slå med et ”drømmeslag”. Altså hellere en lidt ”beskeden” vurdering af egne slaglængder for at få det korrekt.
Bruger du nedenstående jern/kølle til at slå 135m i ren flyvelængde (carry), skal du have det tilhørende flex:
9-jern el. PW – X-stiff flex (XS)
8-jern – Stiff flex (S)
6-jern el. 7-jern – Regular flex (R)
4-jern/hybrid el. 5-jern/hybrid – Senior flex (A el. SF)
For kvinder gælder, at de som udgangspunkt alle bør have Ladies flex, som er det mest fleksible og er standard i alle sæt til kvinder. Kvinder der kan slå 135 m med et 6-jern, kan dog overveje ovennævnte herreskafter og herreflex.
Skulle du ligge lige på grænsen imellem to af ovennævnte kategorier (husk at være ”beskeden”), f.eks. imellem Regular og Stiff, så kan du træffe dit valg ud fra, hvordan du vil foretrække, at et uperfekt slag bliver; kortere og mere lige eller længere og mere skævt? Hvis du foretrækker, det uperfekte slag bliver kortere og mere lige, skal du vælge det stivere flex (f.eks. Stiff i stedet for Regular), og foretrækker du, at det uperfekte slag hellere får så meget længde som muligt, og lever med, det bliver skævere, så skal du vælge mindre stift flex (f.eks. Regular i stedet for Stiff).
Lie
Lie er den vinkel, der er imellem jernets sål og skaftet (se billede).
Alle jernsæt har som udgangspunkt standard lie, og det passer til mænd der er ca. 170-185 cm høje. Er du lavere, kan mange sæt bestilles med et lie, der f.eks. er en grad eller to fladere (mindre vinkel), og er du højere kan mange sæt bestilles med et lie, der er stejlere (mere vinkel).
Et korrekt lie til din højde øger muligheden for at slå et perfekt lige slag.
Som det fremgår, er der dog tale om små justeringsforskelle, som for mange spillere kan være mere teoretiske end praktiske.
Grip og grip tykkelse
Alle sæt har et standard grip, som passer til langt de fleste spillere. Det kan være, at man har erfaring med at foretrække en vis type grip (som er smag og behag), og en hel del nye sæt og køller kan uden merbetaling også fås med få eller mange forskellige griptyper. Endelig kan der være den mulighed at bestille og betale for en den griptype, man personligt foretrækker.
Grippets tykkelse kan influere ikke alene på, hvor godt du holder fast på jernet/køllen men også på selve slaget. Som en tommelfingerregel gælder, at hvis du får et for tykt grip, kan det være sværere at slå hårdt til bolden eller at få køllehovedet slagflade til at være korrekt lige/square på slagretningen i træføjeblikket.
Omvendt, får du for tyndt grip, kan du risikere, at dine hænder bliver for hurtige/aktive i træføjeblikket og får bolden til at gå mere til venstre end du ønsker.
Grippets tykkelse reguleres enten ved at lægge ekstra lag tape under grippet eller ved at få et decideret tykkere grip.
Har du lange fingre, bør du overveje et eller to ekstra lag tape.
Ellers gælder den hovedregel, at du skal være en meget dygtig spiller, før du for alvor kan se/opnå en konstant effekt ved at afvige fra standard grip tykkelse.
Skaftets vægt og egenskaber
Stort set alle herre jernsæt fås med stålskafter, og mange fås også med grafitskafter.
Grafitskafter er lettere og kan i jernsæt med fordel anvendes af spillere, der har en relativ lav svingspeed, og derfor ønsker maksimal hjælp til at få længde og højde på slagene. Derfor har alle sæt til kvinder grafitskafter.
Stålskafter kan også fås med forskellig vægt der varierer i nogle gram, men det er som hovedregel kun rigtig gode spillere, der for alvor kan opnå synlig effekt af at vælge skafter med særlig vægt.
Driver, fairwaykøller og hybrider har alle grafitskafter både for mænd og kvinder.
Udover skaftets flex, der er behandlet ovenfor, kan et skaft også have egenskaber, der påvirker højden på slagene, således at sving/slag, der i udførelsen teoretisk er identiske, resulterer i forskellig højde på slagene. Her taler man som oftest om ”low launch” skafter, der producerer lidt lavere boldflugt, og ”mid launch”, der producerer middel højde, og ”high launch”, der giver ekstra højde.
Igen gælder, at det kun er de allerdygtigste spillere, der kan konstatere en stabil forbedret effekt af at afvige fra de standardskafter, der er til det pågældende jernsæt eller den pågældende kølle.